Sammen skaber vi Røverfesten
I over 60 år har Røverfesten samlet Vissenbjerg om fællesskab, oplevelser og stærke traditioner. Det kan kun lade sig gøre takket være vores sponsorer og mere end 400 frivillige, som hvert år bruger tid og kræfter på at skabe en fest for hele byen.
Røverfesten er mere end musik og røveroptog. Det er et fælles projekt, der gør en reel forskel lokalt. Hvert år skaber vi et økonomisk overskud, som ubeskåret går direkte til de lokale idrætsforeninger og vores idrætscenter. Dermed er vi med til at sikre, at børn, unge og voksne fortsat kan dyrke sport og være en del af et aktivt fællesskab – og at idrætskulturen i området bevares og udvikles.
Som noget nyt introducerer vi i år et sponsornetværk, hvor vores sponsorer får mulighed for at mødes og lære andre lokale virksomheder bedre at kende. Vi ønsker at skabe stærke relationer og give vores sponsorer ekstra værdi gennem netværk og samarbejde.
Når I bliver sponsor, er I med til at holde en stærk lokal tradition i live – samtidig med at I får synlighed, netværk og bliver en aktiv del af fællesskabet.
